Copenhagen Marathon & the miracle mile


Selv om der er langt fra en engelsk mile (1,6km) og til et marathon (42,195km), er der visse analogier.

Når Cph Marathon 2009 bliver skudt i gang søndag d. 24. maj, står jeg på stregen sammen med 10.000 andre. Forberedelserne har været i vanlig lazyrun-style, dvs. mest mulig kvalitet, mindst mulig mængde og et minimum af spildtid, men mere om det ved senere lejlighed.

Forårets træning har i nogen grad været lagt an på Cph Marathon, og mere specifikt har det være lagt an på, at gennemføre på under 3 timer. Tre-timers grænsen er for mange motionister en magisk tærskel, lige som de 2 timer er noget magisk for de allebedste løbere i verden. I virkeligheden er 3 timer (eller 180 minutter eller 10800 sekunder) blot et arbitrært tal. Vores fysiologi og biokemi er hamrende ligeglad med, om sluttiden bliver over eller under de 10800 sekunder. Men som mennesker har vi brug for nye udfordringer og grænser, som kan overskrides. Derfor går de 3 timer hen og bliver et fikspunkt for nogen. For andre bliver de 2 timer på et marathon uovervindelig grænse, på trods af, at det blot er et tilfældigt tal.
Den samme tænkning gjorde sig gældende i 1940’erne og 1950’erne. På mile-distancen var ingen endnu kommet under 4:00, og datidens løbere spekulerede i, om de 4 minutter var en magisk grænse, som intet menneske kunne overskride. Hos nogle fik denne tanke så meget magt, at det sandsynligvis blev til ikke blot en tidsmæssig barriere, men også en mental barriere. På samme kan de 3 timer eller de 42,195km blive en usynlig barriere for mange.

Tid og distance er relative begreber, og intet er hugget i sten eller defineret som umuligt. Tid og distance er de målestokke, som vi bruger til at måle os selv og andre, ikke stopklodser for vores formåen.

Dette illustreres på smukkeste vis af ‘The miracle mile’. Som nævnt var 4-minutters grænsen efterhånden blevet en alment accepteret barriere for den menneskelige formåen – med andre ord, var det menneskeligt umuligt at løbe en mile på under 4 minutter.  Dette lod dog ikke til at bekymre Roger Bannister, en engelsk medicinstuderende, som løb i sin fritid. Hans tilgang til ‘the mile’ var ikke tynget af de magiske 4 minutter, og en majdag i 1954 løb Bannister ‘the mile’ på 3.59.4, som den første nogensinde. Efter at denne grænse var blevet brudt, løb John Landy (AUS) en mile på 3.57.9 blot 1½ måned senere. I dag er rekorden på the mile 3.43.13 (Hicham El Guerrouch)

Marathonløbet kan sammenlignes med the miracle mile – det er ikke umuligt at løbe 42,195km, det er ikke engang svært. Men det er svært at løbe distancen hurtigt, eksempelvis 2:25 – for nogle vil det være let, afhængigt af træningsindsats og genetisk potentiale, for andre vil det være særdeles svært, og for nogle vil det meget usandsynligt.

Nogle påstår, at man opnår stor selvindsigt ved at løbe marathonløb, jeg vil påstå, Roger Bannisters miracle mile kan inspirere til større refleksion. Når alt kommer til alt, så er marathonløb bare at sætte det ene ben foran det andet over en arbitrær distance. Kapitlet ‘Running the miracle mile’ går mere i dybden med de mentale barriere i tilværelsen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s