DM – 10km landevej


Søndag d. 23. marts blev 6. runde af DAF’s vinterturnering skudt afsted. De 10km omkring NRGi-Park i Aarhus talte samtidig som de officielle danske mesterskaber på distancen, så feltet var stort og stærkt besat. Der skulle løbes på en 2,5km rundstrækning med en del sløjfer med et let stigende opløb, hvilket gjorde løbet forholdsvis publikumsvenligt.

Taktik, teknik og planlægning på en 10km’er
Ud fra et løbemæssigt synspunkt gav ruten og omstændighederne ikke så meget at arbejde med. Vind var der lidt af, og enkelte steder kunne det godt betale sig at finde noget læ. Der var også en del sving, men der var ikke det store at hente på at løbe ideallinien. Stigningerne var meget moderate, og hverken de lette løbere eller de gode ned-løbere havde nogle særlige fordele.  Med en temperatur på 5-6 grader, var kravene til påklædning ikke de store. Jeg foretrækker selv 3/4 lange tights ved sådanne temperaturer ud fra den betragtning, at arbejdstemperaturen i knæled og lårmuskler holder sig mere optimalt, end hvis man løber i korte bukser. Skovalget var også lige ud af landevejen. 10km asfalt skriger på et par ‘racing flats’, så valget faldt på Sauconys Type A2, en let, flad racersko.

Summa summarum – det var egentlig bare at sætte den ene fod foran den anden i et stabilt tempo og håbe på det bedste. Jeg kan egentlig bedst lide de løb og de omstændigheder, der stiller krav til løberens evne til planlægge og disponere. Det giver mig en fordel, da jeg nok har mere i hovedet end i benene i disse tider, men man kan ikke altid få det, som man gerne vil have det.

På det personlige plan var målsætning at komme under de 37 minutter, hvilket ville være ny personlig rekord. Jeg havde valgt at prioritere løbet forholdsvist højt, og havde derfor nedtrappet i 6 dage. Planen på dagen var at løbe stabilt ca. 3:41min/km, hvilket lykkedes til fulde. Splittiderne lå meget stabilt fra 3.38 til 3:41 (http://www.aarhus1900.dk/motionslob/resultatliste.asp?sort=koen&refresh=&showonly=yes&min_deltager=&ResultPlac=&ShowClass=&point=yes&1900AM=&ID=398&VisDist=&stnr=&diplom=False&pos=0&VisNettoTid=False&kl=11%3B30&interdist=All) og rakte til en sluttid på 36:46. I national sammenhæng er det nul og niks (nærmere betegnet nr. 139), men der er stadig plads til forbedring. Jeg går i hvert fald efter en ny PR om 14 dage ved Vinterturneringens sidste runde i Kbh.

Kim Gudman har, som altid, skudt en masse billeder

Kan DAF være tilfredse med standarden af arrangementet?
Kort og godt – nej!
De nationale mesterskaber skal som udgangspunkt være et højt prioriteret arrangement, hvor det sportslige, ceremonielle og logistiske bare SKAL være i orden.

Det sportslige var stort set i orden. Ruten rimelig ok, tilskuervenlig og forholdsvis centralt beliggende.  Opløbet var i mine øjne placeret på et sted med for dårlig oversigt og for smal en vej og målportal måtte man kigge langt efter. Desuden var der et 180 gradersving 1km før mål samt nogle passager, hvor de modsat rettede løbere kun var adskilt af 10cm høje kegler.

Det logistiske var næsten i orden, omklædningsfaciliteter, parkeringspladser mv., var meget tæt på start. Man kunne dog godt have ønsket sig noget mere forplejning til deltagerne efter løbet, vand og suppe var måske lige fedtet nok. Salgsboder måtte tilskuerne kigge langt efter, ligesom “udstillingen” i NRGi-park var meget spartansk. Som en festlig finish var antallet af brusere og vandflowet i disse helt i bund. Det samme kan siges om badevandets temperatur.

Den helt store dræber var dog det ceremonielle i forbindelse med mesterskaberne. Det må mildest talt have føltes ‘fladt’ for medaljetagerne at stå på podiet. Speakeren var uengageret, rod i resultatlisterne og podiet bestod af en skammel med tre trin. Der var ikke engang en fotogen baggrund med sponsorlogoer, bomærker eller flag. Foromtale i medier og på forbundets hjemmeside var svær at få øje på, og at dømme ud fra dagens omtale (eller mangel på samme) i medierne, har der ikke været brugt mange bukkede 5-ører på at sælge begivenheden.

Hvordan gøres løb på eliteniveau synligt i Danmark
Hvis dette er ambitionsniveauet fra Dansk Atletikforbund, når det gælder nationale mesterskaber, så kan man godt forstå, at sporten fattes talenter og penge. Når deltagerpleje, medietække og ceremoniafvikling er langt under den standard, man ser i mellemstort dansk motionsløb, så er det rigtig svært bedre forholdene for landets bedste løbere. DAF bør nok fremover have nogle mere klare målsætninger for, hvilken standard deres nationale mesterskaber skal have. Det er i mine øjne ikke nok, at man bare får hængt nogle medaljesæt om halsen på nogle løbere inde i en sportshal.
Der skal være noget for tilskuerne, dvs. gang i gaden med nogle salgsboder, evt. levende musik og måske noget salg af løbeudstyr til en fornuftig pris. Speakere skal være fokuserede på at holde stemningen høj under hele arrangementet.
Det rent ceremonielle bør bære præg af større engagement fra forbundets side, og der bør tænkes i virkemidler som eksempelvis musik, flag, kendisgæster mv., når vinderne skal hyldes.
Sidst, men ikke mindst, skal sådant et arrangement kunne sælges til pressen, gerne med udgangspunkt i ovenstående. Det burde, som minimum, være muligt at få den lokale presse og lokale tv-stationer til at interessere sig for det. Når Christiansø marathon med 50 deltagere kan få 1½ minut sendetid i TV2-sportens primetime, så må det også være muligt for de nationale mesterskaber.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s