Løb, når du er på arbejde

Nogle af mine største løbeoplevelser er jeg blevet betalt for.

Er jeg professionel?  Er det gas?

Ingen af delene, der findes faktisk en måde, hvorpå arbejde og fornøjelse kan kombineres.
Forretningsrejsen/kurset/kongressen etc er tidspunkter, hvor vi er ude af sde vante omgivelser. Mange hoteller har et motionsrum, hvor man kan slå en halv time ihjel på et løbebånd. Men hånden på hjertet, hvor inspirerende er det lige? Tænk at flyve til verdens ende, snøre løbeskoene og så nyde udsigten til et fjernsyn, der viser CNN?
De mere avancerede begiver sig udenfor hotellet iført løbetøj, hvilket næsten altid kan lade sig gøre. Selv i mere suspekte lande, er overfald på løbere ekstremt sjældne, primært da man ikke kan gemme ret mange værdier i en stram gang lycra.

Men hvorfor ikke gå skridtet videre og for alvor kombinere business med pleasure (eller snarere pain). Deltag i et løb på din destination og lad en verden af oplevelser åbne sig for dig. Ofte er der rent faktisk et løb i nærheden af dit næste rejsemål, og det har aldrig været nemmere at finde det.
Er man lidt fiks på tasterne, kan det lade sig gøre at støve løbskalendere op i de fleste industrialiserede lande. Alternativt kan man på forhånd kontakte en lokal løbeklub, som ifølge mine erfaringer næsten altid er yderst hjælpsomme.

Pas på med distancen
Og her menes ikke distancen på løbet, men distancen til løbet. Lange flyrejser over flere tidszoner er ikke befordrende for hverken døgnrytmen, muskelmassen og præstationsevnen i almindelighed. Den gode, gamle tommelfingerregel med, at det kræver 1 døgns restitution for hver tidszone, man her rejst er ikke helt skeløjet. Hermed ikke forstået, at man ikke kan lette fra København den ene dag, og så løbe Big Sur Marathon i Californien 3 dage senere. Det kan man godt, men præstationen og oplevelsen bliver nok ikke optimal.

Souvenir
Et ord fra fransk, der betyder ‘at huske’, og selvfølgelig skal du huske. Sørg foer, at få løbstrøjen tilkøbt, få taget nogen billeder af dig selv før/efter løbet, det er uligt nogen lidt federe souvenirs end plasticpyramider og træelefanter.

Souvenir fra Alafoss-løbet på Island i 2009

Akklimatisering:
Vær opmærksom på vejret på destinationen. Specielt varmt, fugtigt klima kræver lang tids akklimatisering, typisk flere uger, hvis du kommer fra den danske vinter. I tør varme har kroppen nemmere ved at afgive varme, da sveden nemmere fordamper, og denne type varme kræver mindre akklimatisering. Man kan sagtens løbe uden at have akklimatiseret i flere uger, men vær opmærksom på, at intensiteten bør sættes derefter.
Ved løb i højderne, skal man som lavlandsdansker være ekstra påpasselig. Skal man løbe i over 3.000 meters højde, og præstere optimalt, kræver det lidt mere indsigt og forberedelse, end dette blogindlæg kan give.
Ved løb i 1.000-3.000 meters højde, kan man optimere sin præstation ved at følge disse råd:

• Undgå hård fysisk aktivitet de første 24 timer
• Forbliv velhydreret
• Undgå alkohol

Resultatdatabaser:
Det er til tider muligt at komme med i de nationale statistikker, herhjemme er der www.statletik.dk for de udvalgte, mange løb i ind- og udland, også motionsløb, samles op i databasen . I USA samles en masse resultater også op på http://www.athlinks.com, og man kan retrospektivt samle en masse resultater (claime) til sin profil.

Hvad skal man pakke:
Ofte er pladsen i kufferten begrænset, og det er ofte ikke muligt at pakke hele outfittet. Generelt kan det svare sig at kontrollere vejret på destinationen, der er stor forskel på, om du skal løbe i sne eller i subtropisk klima. Er man lidt kreativ, kan man sammensætte en ret fleksibel løbegarderobe med meget få stykker tøj.
Sko: et par mellemvægtssko er et godt valg til både træning og løb. Pak skoene i håndbagagen, hvis løbet er vigtigt. Du kan altid finde nyt løbetøj på destinationen, mens du ikke kan nå at løbe et par sko til på 2 dage.

Den fleksible garderobe:
Vil man vide, hvad den fleksibke garderobe skal indeholde, kan man skele til Gores løsning: ved at bruge løse ærmer og ben, kan man nøjes med færre stykker tøj, det samme gør sige gældende, hvis man anskaffer sig en vest med aftagelige ærmer. Et par korte tights, en langærmet svedetrøje, et par microfiberunderbukser, sokker, kasket, hue, handsker og så er man klar til stort set alt. Husk lidt biotex eller lignende, så kan tøjet vaskes i hotelværelsets håndvask og tørre natten over. En vasketøjspose kan samtidig dublere som minirygsæk, hvor dit skiftetøj kan ligge i under løbet. En lille lynlåspose til kreditkortet/ De fleste større løb tilbyder organiseret bagageopbevaring, mens man til de mindre løb altid kan finde en venlig sjæl hos arrangørerne, der vil holde habengutet.

I udpakket tilstand ses her:
1 par løbesko
1 par handsker
1 par løbesokker
1 kasket
1 tynd hue
1 pulsmåler + HRM
1 par microfiberunderbukser
1 langærmet svedtrøje
1 løbe t-shirt
1 par korte tights
1 vest + aftagelige ærmer
1 sæt løse arme
1 sæt løse ben

Pakkes det hele pænt sammen, fylder det ikke ret meget i kufferten, og en del af tingene, kan i en snæver vending bruges, hvis man skal på byvandring/sightseeing eller lignende. GPS-uret kan med lidt snilde også bruges til geotagging af billeder

Genvejen til succes

Jeg har taget doping..   jeg har taget EPO…. Med disse ord bekræftede Bjarne Riis tilbage i 2007, hvad enhver person med et minimum af intelligens havde været klar over de sidste 7 år.
Cykelsporten er grimmer en, fyldt med selviske, amoralske banditter, primært af italiensk og spansk oprindelse, som alle sammen har dopet sig til op over begge ører.  Ja, cykelryttere er i sandhed nogen skidte mennesker, grådige, amoralske, urene og ude af trit med det smukke i sporten.

Løbere derimod, det er rene mennesker. I pagt med sig selv, løbende for løbets skyld, landets ære og de olympiske idealer. Her tilfalder sejren ikke den, der tør eksperimentere med den største mængde potente stoffer. Det drejer sig derimod om målrettet træning, den rigtige løbeøkonomi, returenergi oplagret i sener og muskler og det helt rigtige forhold mellem lægmusklens vægt og lårbensknoglens længde. De stolte kvægbønder fra den kenyanske højslette, hvis træning består af lige dele markarbejde, løb til skole med bøgerne under armen og spontane 30km træningsture med andre nøjsomme landmænd, sætter den genetiske, moralske og mentale dagsorden for resten af løbeverden.

Langdistanceløbere doper sig ikke!

eller gør de?

Langdistanceløb er en udholdenhedssport, hvor iltoptag og lean body mass spiller en afgørende rolle. Ud fra den betragtning, er det direkte naivt at forestille sig, at specielt erythropoetin (EPO) ikke spiller en rolle i moderne langdistanceløb.

Haile Gebrselassie - 100% rent talent?

Marathonkongen over dem alle, Haile Gebrselassie, er således estimeret til at have et iltoptag (VO2max) på ca. 85ml/kg*min, hvilket placerer ham på linie med bl.a. Lance Armstrong (84ml/min*kg) og Miguel Indurain (88ml/kg*min). De to sidstnævnte var, om nogen, eksempler på, hvor langt det rigtige dopingprogram kunne bringe en cykelrytter.

Kigger man på VO2max for pre-epo atleter (dvs. før 1991) ligger de noget lavere, med bl.a. Derek Clayton på sølle 70ml/kg*min og navnkundige Sebastian Coe på ca. 77ml/kg*min.

Når mantilmed tager i betragtning, at doping med EPO ikke bare øger VO2max, men i endnu højere grad øger arbejdsevnen ved det submaksimale VO2max, så bliver det jo endnu mere indlysende, at EPO i den grad er et potent stof for en marathonløber.

VO2max-måling i laboratoriet

Dopingen i løb findes nok også flere steder, end folk bryder sig om at vide. I en nylig artikel i Runners World, var man vidne til noget specielt. Den expatrierede belgier, Eddy Hellebuyck (marathon PR: 2.11.50), bosiddende i Tucson, lagde kortene på bordet. Han afslørede sit omfattende dopingmisbrug gennem flere år. Eddy er ærlig mand, han lagde ikke skjul på, at dopingen rent faktisk havde gjort ham bedre. og relancerede hans karriere.
Eddy havde et træningscenter i Albuquerque, hvor han sammen med driftige hustru, den tidligere løber og nuværende sportsagent, Shawn Kavanaugh, hvor han tiltrak langdistanceeliten fra hele verden.
Som Eddy så tørt bemærker, så begyndte løberne i løbet af midthalvfemserne at stille nye krav. Køleskab til epo’en og forsyninger af sprøjter og nåle blev en del af den service, der skulle tilbydes. Eddy sørgede tilmed for at introducere gæsterne til den russiske løber (og læge) Leonid Shvetsov, vinderen af bl.a. Comrades Challenge.
Senere i karrieren begyndte Eddy tilmed selv at aftage epo fra Shvetsov, for at relancere sin karriere som Masters løber i USA.

Eddy Hellebuyck, Boston Marathon 2003

Eddys historie i Runners World er usædvanlig af flere årsager. Selv om langt de fleste eliteatleter i udholdenhedssport doper sig, er det de færreste, der tilstår. Endnu færre går linen og nævner navne på andre. Listen af sådanne atleter er MEGET kort, cykelrytterne Filippo Simeoni, Bernhard Kohl og Floyd Landis er blandt de eneste, der har gjort dette. Disse cykelryttere er i øvrigt blevet nedgjort, truet og frosset ude fra deres tidligere sportsmiljø. Deres største forbrydelse var ikke at dope sig, det var at bryde omertaen, den uskrevne lov om at holde tæt.
Det samme skete for Eddy Hellebuyck, alle løbere har undsagt ham, en anden kilde til historien (en aktiv canadisk løber) oplevede at blive truet før konkurrence, og redaktøren fra Runners World har også måtte tage sin del af skraldet for at trykke det, som alle vidste, men ingen turde nævne. Man forudser en markant nedgang af eliteløbere, som vil tale med journalister fra Runners World fremover. Der er dog håb forude, visse personer i løbemiljøet er muligvis ved at åbne øjnene (med 10 års forsinkelse).

Konklusionen på hele balladen:
Ja, der er doping, også i løbesporten, men det taler vi ikke om. Hverken i sportsbladene, blandt udøverne eller i forbundene – det er nemlig skidt for forretningen.

Næste gang:
Operation Puerto, Operation Galgo og den ekstreme råddenskab i specielt spansk atletik, som dog også rækker langt ud over landets grænser. Find ud af, hvor tæt dopingen i cykelsporten er viklet ind i atletikkens doping, lige fra Miguel Indurain over dr. Fuentes til Michael Rasmussen. Læs også om, hvorfor der ikke er ret mange positive dopingprøver indenfor langdistanceløb, og bliv klogere på, hvorledes idrættens organisationer bekvemt omgår problemet.